onsdag den 27. april 2011

Skole på den amerikanske måde!

Der er egentlig utrolig meget at sige, men jeg ved alligevel ikke helt hvor jeg skal starte. Alle var meget flinke og venlige, og ikke mindst nysgerrige. Det er på en måde slet ikke som på film, og alligevel så utrolig meget som på film. Klikkerne eksisterer rigtigt nok, men det virker ikke som om de hader hinanden så indædt. Jeg vil nu alligevel påstå, at de er mere delt op end på et alment, dansk gymnasium. Der var heldigvis ingen problemer med at finde et sted i kantinen, både Emma og jeg blev adskillige gange fortalt, at vi bare kunne sidde hos diverse mennesker vi nu mødte i klasserne eller på gangen. Man mødte generelt megen åbenhed og gæstfrihed, og så hjalp det vidst også lidt at være blond - de fleste var i hvert fald vildt begejstrede! En af de ting jeg har lagt specielt mærke til i dag, er niveauet og formen. Niveauet er lavt, ret lavt faktisk. Min engelsktime bestod nærmest af cooperative learning, bare en anelse mere ustruktureret - dvs. læreren gik rundt og snakkede med eleverne, der selv sad og snakkede. Og ikke nødvendigvis om skolearbejde! Alt i alt har jeg nok lavet noget i én ud af fem timer i dag. Resten af timerne er gået med snak, snak og et lille foredrag - eller skulle man sige prædiken - om hvor usundt rygning og alkohol er. Det hjælper selvfølgelig heller ikke på sagen at jeg for det første går en klasse under mit normale niveau, og for det andet er blevet sat på de letteste hold - hvor alle de tunge naturligvis også går.  Oven i det har både Emma og jeg kun timer til halv 1, så udfordring bliver der ikke meget af. Lidt heldigt for mig, da jeg også har skolen derhjemme at passe (og den kunne bestemt godt trænge til noget pleje efterhånden!)
Jeg ville meget gerne sige mere, men har hverken tid eller overskud lige nu. Sengen kalder, der venter jo en ny skoledag igen i morgen. Der kommer forhåbentlig også et lidt længere indlæg, og flere småfilosofiske tanker om skolen, end bare førstehåndsindtryk - selvom de nu også kan sige meget i sig selv!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar