Follow by Email

onsdag den 20. februar 2013

The Scandinavian Disneys

We're back! 
Min kærlighed til New York er mindst lige så stor som min kærlighed til Disney. Vi er store Disney-fans i familien, og med hele 8 Disney-park-besøg på CV'et har vi besluttet os for at lave en blog hvor vi kommer med gode råd og tips til den bedste Disney-ferie. Tjek den ud her!
Disney - Let the memories begin!

søndag den 11. september 2011

9/11

Imagine how different this picture would have been exactly ten years ago.

onsdag den 27. juli 2011

I still miss you, New York!

Drove by a fitness center last night, and did expect to see lots of people working out. But the center was all empty :( I'm definitely not in Kansas anymore.. Or New York, for that matter. Copenhagen is asleep already at 11 pm, and I miss that energy New York always oozes of. Maybe I've got homesick?
It wasn't in my real opinion to continue this blog, but I think I'm gonna keep it anyway. As you can feel, I'm still thinking a lot about the life in the US and how it has affected me and my point of view on almost everything. So my intention with this blog is to keep writing whenever I feel like it. And then it's always a good way of practicing my English.

torsdag den 30. juni 2011

Let's hear it for New York!

Så det altså i morgen. Wow, hvor er tiden gået stærkt. Alligevel føles det som om jeg har været herovre i flere år. Jeg har oplevet mere og set mere på tre måneder, end nogensinde før (måske lige med undtagelse af mit år på efterskole), og jeg har fået et forhold til en by der på mange måder er så langt fra det jeg kender i forvejen.
Efter weekenden i Washington (det var min intention at skrive et indlæg om det, men jeg kom aldrig så langt), blev jeg pludselig en del mere opmærksom på hvad New York egentlig har at byde på. Det er det positive ved at rejse: man får virkelig øjnene op for gode, og også dårlige, sider af verdenen. Både der hvor man tager hen, men også der hvor man kommer fra. Ude godt, men hjemme bedst, men hvorfor skal det så være så svært at sige farvel til den her by? Fordi den også er blevet et hjem. Jeg har fået to hjem. Selvfølgelig hersker der ingen tvivl om hvilket land jeg klart ville foretrække; Danmark er mit hjemland og jeg definerer mig selv som dansker. Havde det dog ikke været for familie, kæreste og venner kunne jeg nu godt have blevet herovre lidt endnu. Bare lidt, ikke?
På vej hjem fra Washington fik vi lov til at se det fantastiske syn af Manhattans skyline og hvordan den oplyser nattehimlen og gør nat til dag. Det var overvældende at kunne sidde og se ind på den lille ø og tænke "der bor jeg!". Det var dejligt at kunne stå ud af den airkonditionerede bus en aften kl. 11, efter flere timers køretur, og mærke 25 graders varme slå mod én. At praje en taxa og lade en snakkesalig chauffør udbryde "Wozniacki!" lige så snart man nævner ordet Danmark. Blive kørt lige til døren, hvor dørmanden står klar til at åbne og gribe kufferten så man endelig ikke lider overlast. Og så ellers bare nyde, at nu er man endelig hjemme efter at have været ude. Det er her jeg hører til. For nu, i hvert fald.

 
Mit mislykkede forsøg på at tage et billede af Manhattans skyline. Bedre held næste gang - for der bliver en næste gang!

mandag den 20. juni 2011

Beach Day

Det er dejligt at have sommerferie. I dag har mig og Emma været på stranden med nogle fra vores skole, der var fanme langt, men det var hyggeligt. Det er tredje gang jeg har været uden for Manhattan, og hver gang har jeg følt mig lidt mere på glatis end den sidste. Det altså lidt et skidt tegn. Men, jeg må vende mig til det. Vi har ikke andet end 7 dage tilbage på Manhattan og tre i Washington D. C. Det altså vildt at tænke på :o De her tre måneder er godt nok gået stærkt, og samtidigt har vi oplevet så vildt meget så det føles som en evighed. Og nu står vi så her, med 7 dage tilbage og en hel håndfuld af ting vi stadig ikke har prøvet. Det bliver 7 hektiske dage. I morgen skal vi spise sushi med dem vi var på stranden med, og ellers skal vi bare nyde at vi har ferie! En eller anden dag må jeg ned i Central Park bare og ligge og dase en hel dag. Som en rigtig New Yorker :D
Nåh ja forresten, så begynder Gay Pride så småt i den her uge. Jeg glæder mig! Ikke så meget fordi det er homoseksuelle, mere fordi stemningen virkelig bare er fed når der sker noget her. Det er som om hele New York bare holder én stor fest. Lækker'lækker.

lørdag den 18. juni 2011

Brooklyn Bridge & Dunkin Donuts

I dag har vi endelig været på Brooklyn Bridge. Man kan sige det er en af de ting vi har gemt til sidst. Det var sådan set hyggeligt nok, men har man ikke så meget tid herovre kan man altså sagtens nøjes med at se den på afstand. Følelsen af faktisk at gå på den var ikke særlig... Overvældende. Den var bare varm. Solen har skinnet herligt i dag, og jeg forstår nu udtrykket "at være krebserød" meget dybere. Resten af dagen stod på shopping, vi var dog lige et smut nede forbi Greenwhich Village først. Det er dælme et dejligt sted. Som enkelte nok er klar over har jeg besøg af to fra efterskolen lige nu, og de skulle selvfølgelig også lige derned omkring. lige nu er de i teateret, så jeg har lige tid til at opdatere bloggen her. Og smutte en tur ned omkring Dunkin Donuts for at få en bid aftensmad. (det lød en del mere usundt end det var!)Johanne har en tendens til at pådrage sig en del opmærksomhed herovre, og det lykkedes hende så endnu en gang her til aften. Ham der betjenede på Dunkin Donuts var helt vild med hende, så hun fik lige en gratis donut. Det var jo meget flinkt gjort, så han fik da også lige en dollar i drikkepenge. Men vi skulle satme ikke snydes, så vi fik lige to Donuts mere, gratis. Det var da bare i orden, så nu har vi alle rimelig meget kvalme af alle de Donuts. Jeg har lovet Johanne at skrive, at det var pga af hendes charme vi fik de ekstra Donuts. så det må jeg hellere.

Tilbage gik vi ind omkring Pinkberry, da Emma er mere til det end Donuts. Imens de stod i kø så jeg en mor komme slæbende på sin fireårige datter, der så partout skulle ned og have is, selvom ungen var så træt hun praktisk taget stod op og sov. De tager virkelig ikke hensyn til deres børn herovre.

Ellers er der ikke mere at sige. Jeg har ferie nu, så tror nok jeg regner med at opdatere bloggen en del oftere end før. Arh, ferie. Det føles så dejligt at sige <3

Weird American People.

Amerikanere er mærkelige. En konkludering der nok for mange ikke er nødvendig at høre, de fleste ved det jo i forvejen. I dag fik vi det så bekræftet endnu en gang.
Vi har ofte lagt mærke til en lille tendens blandt dem. De gør aldrig noget spontant og læser konsekvent aldrig de ellers meget informerende skilte. Der ellers for alles skyld altid står på både engelsk og spansk, især sidstnævnte. Vi har flere gange oplevet skilte der faktisk kun stod på spansk. Muligvis fordi de spansktalende faktisk læser skiltene. Hvem ved. Men tilbage til den lille hændelse.
Vi har i dag været ude og spise sammen med nogle af mors og snart også vores bekendte. For at gøre historien mere overskuelig tror jeg hellere at jeg må starte med en blå bog:
Vi er selvfølgelig mig, Emma, Johanne og mor
Mors bekendte nr 1: Margerie (jeg har absolut ingen anelse om hvordan det staves, så jeg prøver mig frem her). Amerikaner og mors host/vært herovre.
Mors bekendte nr 2: Betina (ironisk, ikke?). Argentiner og gift med mors bekendte nr. 3
Mors bekendte nr 3: Sam. Betinas mand. Amerikaner.
Sam og Betinas barn, Anna.

Sagen var den, at vi efter et hyggeligt måltid på en meget dyr cafe, hvor vi helt tilfældigt løb ind i Margerie, skulle med uptown-toget hjem. Vi befandt os dog på den forkerte side sf vejen, og der var kun nedgange til downtown-toget. Vi og Betina havde dog bemærket et skilt, hvorpå der stod, at man kunne tage en underpass (undergang) til uptown-toget. Vi forsøgte ihærdigt at gøre Sam og Margerie bevidste herom, men uden held. De fortsatte forud til det nærmeste lyskryds. Endnu en gang passerede vi en nedgang hvorpå der stod, at man kunne tage en underpass til den anden side. Hele ikke denne gang så det ud til at Sam og Margerie opfattede hvad vi sagde, eller havde læst skiltet for den sags skyld. Så det endte da med at vi tog hele vejen over på den anden side, for at gå ned af den rigtige nedgang. Hvorfor dog bruge skilte og underpass, når nedgangen over på den anden side af vejen virker fint? Det rigtigt sjove ved hændelsen var dog, at det lige præcis kun var de to amerikanere der gjorde sådan.

Jeg ved godt at det her hverken var en særlig lang eller særlig interessant anekdote. Mig og mor fik dog grint en del over den. Typisk amerikanere.

Noget andet dagen har budt på, er det sjove ord "chocolate mousse". Man skulle umiddelbart tro det udtales nogenlunde ens på dansk og engelsk, altså "choklate/sjokolade mus", men ak nej. Amerikanere er jo mærkelig, og hvorfor lade særhederne stoppe ved skilte. Jeg så derfor tæmmelig åndsvag ud i hovedet, da Anna bestilte "choklate moose" til dessert. Den lader jeg stå til eftertanke sammen med det her herlige billede. Godnat.