torsdag den 30. juni 2011

Let's hear it for New York!

Så det altså i morgen. Wow, hvor er tiden gået stærkt. Alligevel føles det som om jeg har været herovre i flere år. Jeg har oplevet mere og set mere på tre måneder, end nogensinde før (måske lige med undtagelse af mit år på efterskole), og jeg har fået et forhold til en by der på mange måder er så langt fra det jeg kender i forvejen.
Efter weekenden i Washington (det var min intention at skrive et indlæg om det, men jeg kom aldrig så langt), blev jeg pludselig en del mere opmærksom på hvad New York egentlig har at byde på. Det er det positive ved at rejse: man får virkelig øjnene op for gode, og også dårlige, sider af verdenen. Både der hvor man tager hen, men også der hvor man kommer fra. Ude godt, men hjemme bedst, men hvorfor skal det så være så svært at sige farvel til den her by? Fordi den også er blevet et hjem. Jeg har fået to hjem. Selvfølgelig hersker der ingen tvivl om hvilket land jeg klart ville foretrække; Danmark er mit hjemland og jeg definerer mig selv som dansker. Havde det dog ikke været for familie, kæreste og venner kunne jeg nu godt have blevet herovre lidt endnu. Bare lidt, ikke?
På vej hjem fra Washington fik vi lov til at se det fantastiske syn af Manhattans skyline og hvordan den oplyser nattehimlen og gør nat til dag. Det var overvældende at kunne sidde og se ind på den lille ø og tænke "der bor jeg!". Det var dejligt at kunne stå ud af den airkonditionerede bus en aften kl. 11, efter flere timers køretur, og mærke 25 graders varme slå mod én. At praje en taxa og lade en snakkesalig chauffør udbryde "Wozniacki!" lige så snart man nævner ordet Danmark. Blive kørt lige til døren, hvor dørmanden står klar til at åbne og gribe kufferten så man endelig ikke lider overlast. Og så ellers bare nyde, at nu er man endelig hjemme efter at have været ude. Det er her jeg hører til. For nu, i hvert fald.

 
Mit mislykkede forsøg på at tage et billede af Manhattans skyline. Bedre held næste gang - for der bliver en næste gang!

mandag den 20. juni 2011

Beach Day

Det er dejligt at have sommerferie. I dag har mig og Emma været på stranden med nogle fra vores skole, der var fanme langt, men det var hyggeligt. Det er tredje gang jeg har været uden for Manhattan, og hver gang har jeg følt mig lidt mere på glatis end den sidste. Det altså lidt et skidt tegn. Men, jeg må vende mig til det. Vi har ikke andet end 7 dage tilbage på Manhattan og tre i Washington D. C. Det altså vildt at tænke på :o De her tre måneder er godt nok gået stærkt, og samtidigt har vi oplevet så vildt meget så det føles som en evighed. Og nu står vi så her, med 7 dage tilbage og en hel håndfuld af ting vi stadig ikke har prøvet. Det bliver 7 hektiske dage. I morgen skal vi spise sushi med dem vi var på stranden med, og ellers skal vi bare nyde at vi har ferie! En eller anden dag må jeg ned i Central Park bare og ligge og dase en hel dag. Som en rigtig New Yorker :D
Nåh ja forresten, så begynder Gay Pride så småt i den her uge. Jeg glæder mig! Ikke så meget fordi det er homoseksuelle, mere fordi stemningen virkelig bare er fed når der sker noget her. Det er som om hele New York bare holder én stor fest. Lækker'lækker.

lørdag den 18. juni 2011

Brooklyn Bridge & Dunkin Donuts

I dag har vi endelig været på Brooklyn Bridge. Man kan sige det er en af de ting vi har gemt til sidst. Det var sådan set hyggeligt nok, men har man ikke så meget tid herovre kan man altså sagtens nøjes med at se den på afstand. Følelsen af faktisk at gå på den var ikke særlig... Overvældende. Den var bare varm. Solen har skinnet herligt i dag, og jeg forstår nu udtrykket "at være krebserød" meget dybere. Resten af dagen stod på shopping, vi var dog lige et smut nede forbi Greenwhich Village først. Det er dælme et dejligt sted. Som enkelte nok er klar over har jeg besøg af to fra efterskolen lige nu, og de skulle selvfølgelig også lige derned omkring. lige nu er de i teateret, så jeg har lige tid til at opdatere bloggen her. Og smutte en tur ned omkring Dunkin Donuts for at få en bid aftensmad. (det lød en del mere usundt end det var!)Johanne har en tendens til at pådrage sig en del opmærksomhed herovre, og det lykkedes hende så endnu en gang her til aften. Ham der betjenede på Dunkin Donuts var helt vild med hende, så hun fik lige en gratis donut. Det var jo meget flinkt gjort, så han fik da også lige en dollar i drikkepenge. Men vi skulle satme ikke snydes, så vi fik lige to Donuts mere, gratis. Det var da bare i orden, så nu har vi alle rimelig meget kvalme af alle de Donuts. Jeg har lovet Johanne at skrive, at det var pga af hendes charme vi fik de ekstra Donuts. så det må jeg hellere.

Tilbage gik vi ind omkring Pinkberry, da Emma er mere til det end Donuts. Imens de stod i kø så jeg en mor komme slæbende på sin fireårige datter, der så partout skulle ned og have is, selvom ungen var så træt hun praktisk taget stod op og sov. De tager virkelig ikke hensyn til deres børn herovre.

Ellers er der ikke mere at sige. Jeg har ferie nu, så tror nok jeg regner med at opdatere bloggen en del oftere end før. Arh, ferie. Det føles så dejligt at sige <3

Weird American People.

Amerikanere er mærkelige. En konkludering der nok for mange ikke er nødvendig at høre, de fleste ved det jo i forvejen. I dag fik vi det så bekræftet endnu en gang.
Vi har ofte lagt mærke til en lille tendens blandt dem. De gør aldrig noget spontant og læser konsekvent aldrig de ellers meget informerende skilte. Der ellers for alles skyld altid står på både engelsk og spansk, især sidstnævnte. Vi har flere gange oplevet skilte der faktisk kun stod på spansk. Muligvis fordi de spansktalende faktisk læser skiltene. Hvem ved. Men tilbage til den lille hændelse.
Vi har i dag været ude og spise sammen med nogle af mors og snart også vores bekendte. For at gøre historien mere overskuelig tror jeg hellere at jeg må starte med en blå bog:
Vi er selvfølgelig mig, Emma, Johanne og mor
Mors bekendte nr 1: Margerie (jeg har absolut ingen anelse om hvordan det staves, så jeg prøver mig frem her). Amerikaner og mors host/vært herovre.
Mors bekendte nr 2: Betina (ironisk, ikke?). Argentiner og gift med mors bekendte nr. 3
Mors bekendte nr 3: Sam. Betinas mand. Amerikaner.
Sam og Betinas barn, Anna.

Sagen var den, at vi efter et hyggeligt måltid på en meget dyr cafe, hvor vi helt tilfældigt løb ind i Margerie, skulle med uptown-toget hjem. Vi befandt os dog på den forkerte side sf vejen, og der var kun nedgange til downtown-toget. Vi og Betina havde dog bemærket et skilt, hvorpå der stod, at man kunne tage en underpass (undergang) til uptown-toget. Vi forsøgte ihærdigt at gøre Sam og Margerie bevidste herom, men uden held. De fortsatte forud til det nærmeste lyskryds. Endnu en gang passerede vi en nedgang hvorpå der stod, at man kunne tage en underpass til den anden side. Hele ikke denne gang så det ud til at Sam og Margerie opfattede hvad vi sagde, eller havde læst skiltet for den sags skyld. Så det endte da med at vi tog hele vejen over på den anden side, for at gå ned af den rigtige nedgang. Hvorfor dog bruge skilte og underpass, når nedgangen over på den anden side af vejen virker fint? Det rigtigt sjove ved hændelsen var dog, at det lige præcis kun var de to amerikanere der gjorde sådan.

Jeg ved godt at det her hverken var en særlig lang eller særlig interessant anekdote. Mig og mor fik dog grint en del over den. Typisk amerikanere.

Noget andet dagen har budt på, er det sjove ord "chocolate mousse". Man skulle umiddelbart tro det udtales nogenlunde ens på dansk og engelsk, altså "choklate/sjokolade mus", men ak nej. Amerikanere er jo mærkelig, og hvorfor lade særhederne stoppe ved skilte. Jeg så derfor tæmmelig åndsvag ud i hovedet, da Anna bestilte "choklate moose" til dessert. Den lader jeg stå til eftertanke sammen med det her herlige billede. Godnat.

fredag den 10. juni 2011

Det magiske øjeblik...

... hvor et express-tog ruller ind på perronen samtidigt med at local-tog. Det kan i bedste tilfælde resultere i ledige siddepladser. Vi nåede dog aldrig at opleve et sådan magisk øjeblik i dag, desværre. Netop som vi kom op på perronen trillede et local-tog ind, og vi myldrede ind sammen med nok den største neger jeg hidtil har set. Man bliver altid så glad inden i, når man lige netop når et tog. Især når det er 35 grader udenfor og mindst 37 grader nede i subway! Problemet med det tog, vi ellers blev så glade over at nå, var, at det så bare ikke kørte videre. Der gik 5 min. - intet skete. Der gik 10 min. - stadig intet skete. Til sidst gik der et kvarter, og vi fik af vide i højtalerne, at der pga. et uheld på 72nd var forsinkelser på linjen. Øv! Så måtte vi jo tænke i alternative ruter. Først var vi inde på at tage toget downtown og skifte til expressen på Times Square (express stopper nemlig kun på udvalgte stationer - deraf navnet "express"). Det røg hurtigt ud igen, da vi jo ikke kunne komme videre fra express-stationen op til 116th hvor vi bor. Så snakkede vi om at tage bussen, men det tager en helvedes tid pga alle de lyskryds. Desuden anede vi ikke hvilken bus vi skulle tage og hvorfra. Det endte med at vi fulgte strømmen og tog en anden subway der kører længere inde på Manhattan. Og så måtte vi ellers gå hjem fra 110th Central Park West til 116th Broadway. Nu regner jeg ikke med at I kender alt til Manhattans opbygning, men vi taler i hvert fald 10 blokke, hvis det kan gøre det! I 35 graders varme. Vi havde lidt ondt af os selv, da vi kom hjem. Og endnu mere da vi fandt ud af, at mor og Johanne bare havde taget en taxa! Rebeller.. Men vi fik da i det mindste set et stykke af Manhattan vi endnu ikke havde opdaget. Det er sjovt, efter at have boet her i 3 måneder, så har vi stadig ikke set bare halvdelen af hele øen! Så forfærdelig stor er den altså heller ikke.. Så er det godt man kan komme lidt rundt på eventyr i New York når der sker sådan nogle uforberedte ting.

torsdag den 9. juni 2011

The Lion King

Tiden går hurtigt, og pludselig er det flere dage siden man har blogget sidst. Nogle ville måske kalde det sløseri. Jeg foretrækker at kalde det travlhed! Ikke fordi vi har lavet meget de sidste par dage. Skolen er blevet passet, vi har stadig ikke fundet ud af om vi skal til eksamen, og så meget andet er det faktisk ikke sket. Til i går!
I gårdagens anledning (min mors fødselsdag) var vi ude at spise fint på en restaurant kaldet "Terrace in the Sky". Den ligger på den anden síde af Columbias campusområde, men i gåafstand herfra hvor vi bor. Altså, efter danske standarder, ikke amerikanske. Hele restauranten er bygget på toppen af et lejlighedskompleks, og man har derfor udsigt udover hele byen. Vejret var ulideligt, vi var oppe at runde de 35-37 grader hen på eftermiddagen og luften stod fuldstændig stille i hele byen. Så vi foretrak at sidde indendørs i den geniale opfindelse kaldet aircondition. Man havde nok bedre udsigt over hvad man kunne kalde den "pæne" del af byen udendørs, men så hellere Harlem og tilpas temperatur! Maden var god, men stedet i sig selv var nok en anelse for fint i forhold til hvad vi er vant til. Det var dog ikke specielt dyrt, sammenlignet med en fin restaurant i Danmark! Efter et dejligt måltid med dessert og det hele tog vi en taxa ned til Times Square, hvor vi skulle i Minskoff Teateret og se Løvernes Konge! Minskoff Teateret er et af de fine, gamle teatre på Broadway, med en hel fantastisk beliggenhed. Det kommer vel ikke bag på nogle at det lige netop er Løvernes Konge de har valgt at spille her. Stykket var helt fantastisk, rigtig flot bygget op med kreative kostumer og smuk musik, som Disney jo er så kendt for. Det er en flot oplevelse at være i teatret, nu har vi både været inde og se Mamma Mia og Løvernes Konge, og jeg må indrømme det er noget jeg hurtigt kunne blive vant til. Stemningen er meget bedre end i biografen og det der med live optræden og live musik tiltaler mig også bare en del mere. Det kan klart anbefales at man tager en tur på Broadway, hvis man er herovre på ferie! :)
I dag skulle vi have været oppe at gå på et gammelt subway-spor, der løber et stykke over byen, og nu er blevet lavet om til en stor have i 13. etages højde. Vi har dog ændret planerne da de har lovet lige så slemt vejr i dag, som det var i går. Jeg ved ikke hvad vi skal i stedet, jeg håber dog jeg snart bliver informeret.
Før jeg slutter af, vil jeg lige så at der på bloggen "Confessions of a shopaholic" er kommet et lille tillægsstykke. Jeg nåede, af årsager jeg ikke husker, aldrig at få færdiggjort den. Så I får jeres afslutning i dag, til dem der stadig er interesserede :D

søndag den 5. juni 2011

Confessions of a Shopaholic

Det er ikke noget jeg er meget for at indrømme, men jeg bliver nødt til at fortælle jer det: New York har gjort mig shoppe-gal! Jeg synes ikke selv det er min skyld. Byen kunne bare lade være med at friste med så fandens mange lækre butikker og tøj og sko til en så billig pris. Men der er ingen tvivl om jeg må på afvænning når jeg kommer hjem. Min pung kan ikke holde til det i længden! Eller nok nærmere mors pung, men det er ikke noget vi snakker højt om.
I går gik det således for sig igen. Vi lagde ud i Macy's, et helt nyt sted for os, og  fandt det hurtigt alt for godt. Missionen var faktisk at finde en sød graduation-kjole til Johanne, da hun skal til graduation på sin skole. Herovre skifter man skole 2-3 gange når man går i folkeskolen, og en af dem er altså i 5./6. De holder derfor stor graduation (afslutning), da det ikke nødvendigvis er alle der skal videre til den samme middle school. Det afhænger nemlig af hvor gode karakterer man har og hvor man så er kommet ind. Hvilket jeg forresten finder fuldstændig langt ude, at man allerede i 5. skal tænke på sit gennemsnit, og at det har betydning for resten af ens fremtid. Det betyder heldigvis ikke noget for Johanne, men graduation skal da klart prøves alligevel. Så der skulle shoppes kjoler i stor stil, og Macy's var stedet. Mor og Emma havde godt nok fundet en kjole, men for lige at tjekke markedet helt inden man besluttede sig, så måtte vi lige ind forbi. Og gud hvor havde de kjoler! Der var fantastiske små sommerkjoler i lange baner og vi gik fuldstændig kjole-amok. Det endte dog med tre kjoler til Johanne, for hun kunne simpelthen ikke bestemme sig. Da vi så kom op og skulle betale skete det hverken værre eller bedre, at mors dankort ikke virkede! Så var vi rigtig meget på røven, vi havde jo planlagt den helt store shoppedag, og nu kunne vi ikke engang betale for tre kjoler. Mor og Johanne måtte derfor sendes hjem efter et andet kort og mig og Emma blev og kiggede på tøj. Det er farligt at lade os gå rundt selv og kigge på tøj, kan jeg hilse at sige.
Vi fik rimelig hurtigt den første time til at gå. Også den næste halve time.. Men da vi så kom op og runde de to begyndte det at halte lidt. Det viste sig dog senere, at vi slet ikke havde set halvdelen af butikken. Så stor er den virkelig! Men mor og Johanne kom glad tilbage, og vi fik vores tøj. Allesammen. Jeg var så heldig at gå derfra med en dejlig buksedragt (jeg har virkelig noget med buksedragter!), et par super søde shorts og et par smækbukser - læækkert! Da vi så endelig fandt ud af butikken havde vi fart på. Vi havde aftalt at mødes med en af mors venner til aftensmad. Venner er måske så meget sagt, hun havde faktisk aldrig mødt dem før, men de havde alligevel inviteret os på aftensmad. Og vi var allerede sent på den da vi kom ud af Macy's, MEN! Lige overfor Macy's lå den bedste skoforretning jeg nogensinde har set. Vi taler sko til 15 dollars pr. stk. Og ikke nok med det, så var der udsalg! Det betød, at hvis man købte to par sko, så fik man det andet til halvpris. Det er 7,5 $ for at par sko! Det kunne vi jo ikke bare gå forbi. Så der var vi også lige inde og vende. Vi fik nærmest tømt butikken og kom hjem med 8 par sko i alt, og tre tasker samt nogle smykker. Tilgengæld kom vi også for sent til vores aftale, men det tager de ikke så tungt herovre. Amerikanere har et meget afslappet forhold til tid har vi lært, de kommer altid en halv time senere end aftalt. Så egentlig var det bare rigtig amerikaner-stil  at dukke en time senere op.
Det var nogle meget spøjse mennesker, men en meget hyggelig aften. Ikke nok med at de havde inviteret os, så havde de også lige inviteret underbo og datter med op også. Så vi sad der, i en meget lille og rodet lejlighed, 9 mennesker fra 4 forskellige lande. Klassisk New York at have samlet så mange forskellige kulturer ét sted. Det blev dog et godt venskab ud af det, og de kommer over og besøger os på fredag. Med eller uden underbo vides ikke endnu.

torsdag den 2. juni 2011

Regentsprep

Uret tikker. Sveden triller ned af nakken. Blyanter kratter mod papiret, og luften hænger tungt i klasselokalet. Eksamen er over os.
Ej, det er slet ikke så dramatisk, og jeg tager det slet ikke så alvorligt. Egentlig begynder eksamen først d. 15., og jeg er ikke engang sikker på jeg skal op endnu. Kryds fingre for jeg ikke skal! I dag skulle jeg dog alligevel hives igennem en forberedelsesprøve til Global-eksamen, som også går under navnet Global Regents. Jeg misunder deres eksamensformer, hvis vi dog bare havde samme system i Danmark. På den anden side ville det også være lidt for nemt at komme ind på lægestudiet, multiple-choice er alt for nemt at score 12 på! Hvis jeg selv skulle bedømme min præstation, ville jeg nu sige det gik helt fint. Taget i betragtningen af at det hele var på engelsk og jeg ikke har haft om alle de mærkelige revolutioner de har herovre, så føler jeg selv at jeg har gjort det tilstrækkeligt til nok at slippe af sted med et B (10). Men det må tiden jo vise.
I forbindelse med denne her forberedelsesprøve var der en lille hændelse, jeg føler mig forpligtet til at dele her. Den beskriver virkelig essensen af skolelæreres tankegang herovre. Af en ukendt årsag havde to klasser fået besked på at være i det samme klasselokale. Allerede her starter kaosset, da der slet ikke er borde nok til to hele klasser. Da lærerne så kommer ind og opdager at der langt fra er borde nok til alle, begynder de straks at skælde ud over hvorfor den ene klasse var gået forkert. For en af klasserne måtte jo være gået forkert, fejlen kunne selvfølgelig ikke være sket på administrationens side. Det blev der lavet et stort nummer ud af, indtil den klasse der havde kapret færrest borde måtte forlade klassen med uforrettet sag. Her begynder jeg virkelig at spekulere over, om det er sådan det foregår over hele USA. For så er der altså ikke noget at sige til, at det danske skolesystem er langt over det her niveau! Hvorfor fandt man ikke bare et andet klasselokale fra starten af, i stedet for hårdnakket at påstå nogle var gået forkert!? Måske lå fejlen hos læreren, og ikke klassen. Det kan helt ærligt ikke være samtlige 30 mennesker der havde hørt forkert. Hvorfor antager man i det hele taget, at de er gået forkert? Hvad ville man få ud af at gå forkert til eksamen? Ingenting. Jeg tror virkelig bare aldrig jeg lærer at forstå amerikanere og deres uddannelsessystem.
Nå, men bortset fra mærkelige amerikanere, så har de sidste dage har ikke budt på det store. Vi har været oppe på nogle, for os, ekstremt høje og uvante temperaturer, så airconditionen har kørt uafbrudt: lige indtil den gik ned! Det varede dog heldigvis kun en dag, så var den oppe og køre igen. Man begynder virkelig at forstå deres kærlighed til den herlige opfindelse.
Vi har rimelig meget en normal hverdag nu, bare skole og lektier og ikke rigtig så meget andet. Det er derfor begrænset hvad der er at skrive om. Som sagt er eksamen snart over os, og det betyder læseferie (om 6 skoledage!), hvilket betyder lidt mere gang i den og forhåbentlig lidt flere og mere interessante blogindlæg. Så glæd jer til den kommende tid! & stay tuned..
Forresten betyder overskriften "regents-forberedelse/eksamensforberedelse". Deres eksamen kaldes nemlig Regents eller Finals herovre. Mystisk nok. Hvis nogle skulle få den sindssyge lyst at ønske at prøve kræfter med nogle af de Regents vi skal til, kan det gøres på regentsprep.org. I kan fx. tage en tidligere prøve i Global History her. Bare klik på hvad I end føler for, så kan I få en fornemmelse af niveauet :D
Over and out!