mandag den 2. maj 2011

Død over Osama?

Så fik de ham. "The bastard", som han er blevet omtalt herovre. Det er egentlig hvad min dag primært er gået med. Selvom det ikke er noget stort i Danmark, det virker i hvert fald ikke som en synderlig stor nyhed, så er det en kæmpe ting herovre. Folk er lettede og glade for, at det endelig er lykkedes at få ram på ham. So, what did we do today? Vi vågnede op i den nye lejlighed og måtte lidt tidligere op en sædvanligt, fordi vi lige skulle lære rutinen heroppe. Da vi står og skal ud af døren, åbner mor den for os og får øje på avisen, som hun tager ind, hvorefter hun udbryder "Osama er død! De har nakket Osama!" Jubel brød ud i det lille hjem, og det resulterede alt sammen i, at vi kom for sent i skole. Men, nevermind, det gør alle de andre alligevel også. I skolen gik snakken også godt, nyheden var egentlig blevet offentliggjort i går aftes, men da vi er uden både tv og nyhedsopdatering på sms'en har vi været uvidende helt indtil i morges. Der skulle efter sigende have været fest på både Times Square og Ground Zero i går aftes. I skolen blev lærerne op til flere gange spurgt, om de troede New York ville blive bombet. Selvom dagen rundt regnet har været præget af glæde, lettelse og følelsen af sejr, så har der under al glæden ligget en smule bekymring. Som min engelsklærer så fint udtrykkede det; hvis de skal slå igen, så er det New York de vil ramme! Føler nu ingen grund til bekymring, tror det var dødsstødet for Al-Qaida. Efter skole tog vi hjem, og blev mødt af en låst dør. Fordi det er første mandag i måneden har vi haft noget der hedder PD schedule, hvilket betyder vi får en halv time tidligere fri, da lærerne skal til møde. Mor var derfor ikke nået at komme hjem før os, så vi måtte vente på trappen til hun indfandt sig. Efter hun var kommet hjem, fortalte hun at hun havde fået en besked fra Lars (hendes mand), hvorpå der stod, at vi skulle besøge Ground Zero i  dagens anledning. Vi blev hurtigt enige om, at det nok ville være en fed oplevelse, så vi tog straks afsted for at nå hjem før Johanne skulle hentes. Der var vildt mange mennesker, for ikke at nævne det utal af reportere og biler med paraboler og sendemaster der var parkeret over det hele. Vi gik lidt rundt og kiggede, fik taget nogle billeder som kan ses herinde. Stemningen var god, alle var glade og det amerikanske flag blev luftet i stor stil. Flere havde lagt blomster og skrevet mindesord til de omkomne i 9/11 og nogle havde endda hængt avisudklip af artikler, der frydede sig over Osamas død, op. Politiet var også at finde i stor stil, alle vegne stod der adskillige betjente og styrede trafikken og selvfølgelig holdte ro og orden i menneskemængden. Vi blev nødt til at tage hjem kort efter, da Johanne skulle hentes. Vi kom hjem og ventede på min mormor og morfar skulle komme hjem fra Empire State Building, og tog derefter ned på Ground Zero igen. Min morfar ville gerne opleve det, for det må unægtelig siges at være en oplevelse for livet. Så selvom det ikke har påvirket Danmark i så stor grad, så kan det virkelig mærkes herovre. I dag har været en stor dag. Det at være herovre, og få den mulighed at føle glæden, midt i byen hvor det hele startede har virkelig været en kæmpe oplevelse. Man må sige vi har været på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar