Weird American People.

Amerikanere er mærkelige. En konkludering der nok for mange ikke er nødvendig at høre, de fleste ved det jo i forvejen. I dag fik vi det så bekræftet endnu en gang.
Vi har ofte lagt mærke til en lille tendens blandt dem. De gør aldrig noget spontant og læser konsekvent aldrig de ellers meget informerende skilte. Der ellers for alles skyld altid står på både engelsk og spansk, især sidstnævnte. Vi har flere gange oplevet skilte der faktisk kun stod på spansk. Muligvis fordi de spansktalende faktisk læser skiltene. Hvem ved. Men tilbage til den lille hændelse.
Vi har i dag været ude og spise sammen med nogle af mors og snart også vores bekendte. For at gøre historien mere overskuelig tror jeg hellere at jeg må starte med en blå bog:
Vi er selvfølgelig mig, Emma, Johanne og mor
Mors bekendte nr 1: Margerie (jeg har absolut ingen anelse om hvordan det staves, så jeg prøver mig frem her). Amerikaner og mors host/vært herovre.
Mors bekendte nr 2: Betina (ironisk, ikke?). Argentiner og gift med mors bekendte nr. 3
Mors bekendte nr 3: Sam. Betinas mand. Amerikaner.
Sam og Betinas barn, Anna.

Sagen var den, at vi efter et hyggeligt måltid på en meget dyr cafe, hvor vi helt tilfældigt løb ind i Margerie, skulle med uptown-toget hjem. Vi befandt os dog på den forkerte side sf vejen, og der var kun nedgange til downtown-toget. Vi og Betina havde dog bemærket et skilt, hvorpå der stod, at man kunne tage en underpass (undergang) til uptown-toget. Vi forsøgte ihærdigt at gøre Sam og Margerie bevidste herom, men uden held. De fortsatte forud til det nærmeste lyskryds. Endnu en gang passerede vi en nedgang hvorpå der stod, at man kunne tage en underpass til den anden side. Hele ikke denne gang så det ud til at Sam og Margerie opfattede hvad vi sagde, eller havde læst skiltet for den sags skyld. Så det endte da med at vi tog hele vejen over på den anden side, for at gå ned af den rigtige nedgang. Hvorfor dog bruge skilte og underpass, når nedgangen over på den anden side af vejen virker fint? Det rigtigt sjove ved hændelsen var dog, at det lige præcis kun var de to amerikanere der gjorde sådan.

Jeg ved godt at det her hverken var en særlig lang eller særlig interessant anekdote. Mig og mor fik dog grint en del over den. Typisk amerikanere.

Noget andet dagen har budt på, er det sjove ord "chocolate mousse". Man skulle umiddelbart tro det udtales nogenlunde ens på dansk og engelsk, altså "choklate/sjokolade mus", men ak nej. Amerikanere er jo mærkelig, og hvorfor lade særhederne stoppe ved skilte. Jeg så derfor tæmmelig åndsvag ud i hovedet, da Anna bestilte "choklate moose" til dessert. Den lader jeg stå til eftertanke sammen med det her herlige billede. Godnat.