søndag den 5. juni 2011

Confessions of a Shopaholic

Det er ikke noget jeg er meget for at indrømme, men jeg bliver nødt til at fortælle jer det: New York har gjort mig shoppe-gal! Jeg synes ikke selv det er min skyld. Byen kunne bare lade være med at friste med så fandens mange lækre butikker og tøj og sko til en så billig pris. Men der er ingen tvivl om jeg må på afvænning når jeg kommer hjem. Min pung kan ikke holde til det i længden! Eller nok nærmere mors pung, men det er ikke noget vi snakker højt om.
I går gik det således for sig igen. Vi lagde ud i Macy's, et helt nyt sted for os, og  fandt det hurtigt alt for godt. Missionen var faktisk at finde en sød graduation-kjole til Johanne, da hun skal til graduation på sin skole. Herovre skifter man skole 2-3 gange når man går i folkeskolen, og en af dem er altså i 5./6. De holder derfor stor graduation (afslutning), da det ikke nødvendigvis er alle der skal videre til den samme middle school. Det afhænger nemlig af hvor gode karakterer man har og hvor man så er kommet ind. Hvilket jeg forresten finder fuldstændig langt ude, at man allerede i 5. skal tænke på sit gennemsnit, og at det har betydning for resten af ens fremtid. Det betyder heldigvis ikke noget for Johanne, men graduation skal da klart prøves alligevel. Så der skulle shoppes kjoler i stor stil, og Macy's var stedet. Mor og Emma havde godt nok fundet en kjole, men for lige at tjekke markedet helt inden man besluttede sig, så måtte vi lige ind forbi. Og gud hvor havde de kjoler! Der var fantastiske små sommerkjoler i lange baner og vi gik fuldstændig kjole-amok. Det endte dog med tre kjoler til Johanne, for hun kunne simpelthen ikke bestemme sig. Da vi så kom op og skulle betale skete det hverken værre eller bedre, at mors dankort ikke virkede! Så var vi rigtig meget på røven, vi havde jo planlagt den helt store shoppedag, og nu kunne vi ikke engang betale for tre kjoler. Mor og Johanne måtte derfor sendes hjem efter et andet kort og mig og Emma blev og kiggede på tøj. Det er farligt at lade os gå rundt selv og kigge på tøj, kan jeg hilse at sige.
Vi fik rimelig hurtigt den første time til at gå. Også den næste halve time.. Men da vi så kom op og runde de to begyndte det at halte lidt. Det viste sig dog senere, at vi slet ikke havde set halvdelen af butikken. Så stor er den virkelig! Men mor og Johanne kom glad tilbage, og vi fik vores tøj. Allesammen. Jeg var så heldig at gå derfra med en dejlig buksedragt (jeg har virkelig noget med buksedragter!), et par super søde shorts og et par smækbukser - læækkert! Da vi så endelig fandt ud af butikken havde vi fart på. Vi havde aftalt at mødes med en af mors venner til aftensmad. Venner er måske så meget sagt, hun havde faktisk aldrig mødt dem før, men de havde alligevel inviteret os på aftensmad. Og vi var allerede sent på den da vi kom ud af Macy's, MEN! Lige overfor Macy's lå den bedste skoforretning jeg nogensinde har set. Vi taler sko til 15 dollars pr. stk. Og ikke nok med det, så var der udsalg! Det betød, at hvis man købte to par sko, så fik man det andet til halvpris. Det er 7,5 $ for at par sko! Det kunne vi jo ikke bare gå forbi. Så der var vi også lige inde og vende. Vi fik nærmest tømt butikken og kom hjem med 8 par sko i alt, og tre tasker samt nogle smykker. Tilgengæld kom vi også for sent til vores aftale, men det tager de ikke så tungt herovre. Amerikanere har et meget afslappet forhold til tid har vi lært, de kommer altid en halv time senere end aftalt. Så egentlig var det bare rigtig amerikaner-stil  at dukke en time senere op.
Det var nogle meget spøjse mennesker, men en meget hyggelig aften. Ikke nok med at de havde inviteret os, så havde de også lige inviteret underbo og datter med op også. Så vi sad der, i en meget lille og rodet lejlighed, 9 mennesker fra 4 forskellige lande. Klassisk New York at have samlet så mange forskellige kulturer ét sted. Det blev dog et godt venskab ud af det, og de kommer over og besøger os på fredag. Med eller uden underbo vides ikke endnu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar