Let's hear it for New York!

Så det altså i morgen. Wow, hvor er tiden gået stærkt. Alligevel føles det som om jeg har været herovre i flere år. Jeg har oplevet mere og set mere på tre måneder, end nogensinde før (måske lige med undtagelse af mit år på efterskole), og jeg har fået et forhold til en by der på mange måder er så langt fra det jeg kender i forvejen.
Efter weekenden i Washington (det var min intention at skrive et indlæg om det, men jeg kom aldrig så langt), blev jeg pludselig en del mere opmærksom på hvad New York egentlig har at byde på. Det er det positive ved at rejse: man får virkelig øjnene op for gode, og også dårlige, sider af verdenen. Både der hvor man tager hen, men også der hvor man kommer fra. Ude godt, men hjemme bedst, men hvorfor skal det så være så svært at sige farvel til den her by? Fordi den også er blevet et hjem. Jeg har fået to hjem. Selvfølgelig hersker der ingen tvivl om hvilket land jeg klart ville foretrække; Danmark er mit hjemland og jeg definerer mig selv som dansker. Havde det dog ikke været for familie, kæreste og venner kunne jeg nu godt have blevet herovre lidt endnu. Bare lidt, ikke?
På vej hjem fra Washington fik vi lov til at se det fantastiske syn af Manhattans skyline og hvordan den oplyser nattehimlen og gør nat til dag. Det var overvældende at kunne sidde og se ind på den lille ø og tænke "der bor jeg!". Det var dejligt at kunne stå ud af den airkonditionerede bus en aften kl. 11, efter flere timers køretur, og mærke 25 graders varme slå mod én. At praje en taxa og lade en snakkesalig chauffør udbryde "Wozniacki!" lige så snart man nævner ordet Danmark. Blive kørt lige til døren, hvor dørmanden står klar til at åbne og gribe kufferten så man endelig ikke lider overlast. Og så ellers bare nyde, at nu er man endelig hjemme efter at have været ude. Det er her jeg hører til. For nu, i hvert fald.

 

Mit mislykkede forsøg på at tage et billede af Manhattans skyline. Bedre held næste gang - for der bliver en næste gang!